23948sdkhjf

Har tabt 638 mio. kr. på tre år: Vi var i en speciel situation

En af Danmarks største sportskæder er godt i gang med at vende forretningen efter flere år med store milliontab.

Sportmaster, der sidste år skiftede ejer, er klar til at lukke og flytte butikker for at skabe en profitabel forretning og investerer samtidig et stort millionbeløb i en helt ny omnichannel-platform. Det fortæller adm. direktør Andreas Holm til RetailNews.

Coronakrisen kappede en stor luns af Sportmasters omsætning, men kæden er kommet stærkt tilbage efter genåbningen.

- Hvis vi ikke skal igennem endnu en nedlukning af det danske samfund, forventer jeg, at vi nærmer os et nulresultat i år, siger Andreas Holm.

Langsigtet fokus

I det seneste regnskabsår kom selskabet bag Sportmaster, Sport Nordic Holding ApS, ud med et dundrende tab på 470 mio. kr. Det store underskud skyldtes betydelige nedskrivninger. På selve driften var der et minus på 100 mio. kr.

Sportmaster var tidligere ejet af den svenske kapitalfond Nordic Capital, som købte kæden i 2012. Efter flere års økonomiske trængsler blev kæden sidste år solgt videre til Sportmaster Group, en Singapore-baseret kæde med butikker i over 230 byer over hele kloden.

- Vi var i en speciel situation. Fokus har været på at finde en ny ejer, og derfor har vi ikke kunnet lægge langsigtede planer. Det kan vi nu. Vi har en helt anden tidshorisont og en ejer, som er klar til at investere i forretningen, siger Andreas Holm.

Sportmaster-gruppen har over 80 butikker rundt om i landet og regner med at have samme antal – eller flere – når vi kigger et år frem. Men butiksporteføljen skal kigges slavisk igennem. Passer huslejeniveauet ikke til kundestrømmen, eller er en butik tabsgivende, må den givetvis flyttes eller lukkes, siger topchefen.

Udskifter digital platform

De fysiske butikker står for op mod 80 pct. af Sportmasters samlede omsætning på lidt over 1 mia. kr. Men butikkerne skal knyttes bedre sammen til kædens webshop. Derfor investerer Sportmaster et stort millionbeløb i at udskifte hele sin omnichannel-platform.

Det betyder blandt andet nye mobile platforme og butikstablets, hvor kunder kan bladre igennem modeller og farver.

- Der er et stort potentiale i at knytte online og offline tættere sammen. Samtidig har vi med vores nye ejer fået adgang til nye brands – for eksempel Fila og Kappa – samt flere varer fra mærker som Adidas og Nike. Det styrker vores produktportefølje, siger Andreas Holm.

At være tålmodig er en af nøglerne til succes for Sportmaster, mener han. Nu har kæden penge til at tænke langsigtet og til at investere. Det er nødvendigt i et marked med små marginer og hård konkurrence.

- Men det er også et marked, der vokser. Kundernes behov for aktiv livsstil er mere relevant end nogensinde, og det skal vi evne at tappe ind i, siger Andreas Holm.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142